Det vrimler med sæler i Limfjorden. Man regner med en bestand på 2700 sæler, en stigning på intet mindre end 80% siden 2010. Store grupper af sæler holder til på Blinderøn. Sælerne ligger oftest i grupper og lever på Blinderøn hele året. Blinderøn er en ca. 600 meter langt sandrev beliggende ca. 5,8 km ØSØ for Ejerslev Havn. Vigtig yngle- og rasteplads for spættet sæl. Rævet og det omgivende søterritorium i en afstand på 50 meter er udlagt til sælreservat, hvor der er forbud mod landgang hele året og forbud mod sejlads i perioden 1. marts til 30. september (fra byplanlab.dk).
Strandengene i områderne Dråby Vig og Buksør Odde er vigtige yngleområder for en række kystfugle, blandt andet klyde, havterne, almindelig ryle, vibe, rødben og andefugle. I efterårsmånederne raster store flokke af vadefugle på strandengene. Specielt Buksør Odde er af international betydning for hjejle. Derudover er Dråby Vig en vigtig rasteplads for pibeand, små dykænder, herunder hvinand og taffeland, samt gåsearterne grågås og knortegås.
I Danmark findes otte forskellige frøarter, tre tudsearter og tre arter af salamandre. Nogle af dem er almindelige i hele landet. Andre er sjældne og findes kun få steder. På Nordmors findes blandt andet lille vandsalamander, strandtudse, skrubtudse, butsnudet frø og spidssnudet frø. Alle frø-, tudse- og paddearter er naturligvis fredet!